| Aalborg
Søfarts- og Marinemuseum, der er opbygget omkring ubåden SPRINGEREN, blev indviet af
Hans Kongelige Højhed Prinsgemal Henrik den 24. maj 1992, i overværelse af Hendes
Majestæt Dronningen. Museets samlinger er siden blevet udvidet betydeligt, bl.a. med
en omfattende samling af skibsradioer og navigations instrumenter, der viser udviklingen
af disse hjælpemidler. Museet har igennem årene udviklet sig til at blive en af Aalborgs
og Nordjyllands betydeligste attraktioner, der årligt besøges af mange tusinde turister
fra ind- og udland.
SPRINGEREN vil altid være en del af Museets historie, fordi den var årsag til Museets
etablering og senere udvikling. Da den og de øvrige både af DELFINEN-klassen som de
sidste dansk konstruerede og dansk byggede undervandsbåde stod foran udfasning fra
Søværnet, mente mange, at én af dem burde bevares for eftertiden. Et par initiativrige
mennesker i Aalborg hørte om dette, og allerede i 1986 blev de første forhandlinger
mellem Aalborg kommune og Søværnet indledt. I 1990 kom SPRINGEREN til Aalborg og
planerne om et egentligt Søfarts- og Marinemuseum begyndte at tage form. |
 Hurtigt fik man tilbud om også at overtage
gasturbine-torpedobåden SØBJØRNEN, da denne skulle udfases. Mange institutioner og
virksomheder som f.eks. Søværnet, Farvandsvæsenet, Aalborg Havn, Aalborg Værft,
rederier og private bidrog med bevaringsværdige effekter til det ny museum.
Museet blev med velvillig bistand fra Aalborg kommune placeret i et ideelt maritimt
miljø ved Limfjorden og Skudehavnen. I opbygningen har man arkitekttonisk bestræbt sig
på at bevare tilknytningen til omgivelserne. De grønne områder, hvor mange af de
større udstillingsgenstande er placeret, giver sammen med den åbne bebyggelse både luft
og vekselvirkning mellem de inden- og udendørs udstillinger. |