|
|
Ubåden Springeren
Museets største attraktion er måske ubåden
SPRINGEREN, der med skrognummer S329 indgik i den danske flåde fra den 22. oktober 1964
indtil den, efter sin sidste kommandostrygning den 30. juni 1989, udgik af flådens tal
den 31. marts 1990. SPRINGEREN er den sidste ubåd, der både er konstrueret og bygget på
det nu nedlagte Orlogsværft på Holmen. Den tilhørte DELFINEN-klassen, hvoraf der
oprindeligt blev bygget 3 enheder i perioden 1956-1961. I 1959 blev der indgået en
dansk-amerikansk aftale om et fælles 5-årigt skibbygnings-program, der omfattede i alt
23 skibe til erstatning for enheder, der stod overfor udfasning. Det gav mulighed for
bygning af endnu en enhed af DELFINEN-klassen. Resultatet blev SPRINGEREN, der blev
kølstrakt 3. januar 1961, søsat 26. april 1963, og hejste kommando den 22. oktober 1964.
DELFINEN-klassen var konventionelle kystubåde, der var konstrueret til at operere i
danske farvande og i Østersøen. De har dog også deltaget i NATO øvelser i
Atlanterhavet. Bådenes deplacement er 575 tons i overfladen og 646 tons i neddykket
stand. Længden er 53,9 m, bredden 4,7 m og dybgangen 4,2 m. Periskopdybde er 11 m.
Maximal dykkedybde var i fred 100 m, medens man under krigsforhold kunne dykke noget
dybere. Årsagen til restriktioner på dykkedybde i fredstid er, at dykning på større
dybder tærer på båden. Bådenes kollapsdybde var anslået til 250 m. Bådenes maskineri
var dieselelektrisk, således at dens 2 B&W-dieselmotorer under overflade-sejlads
virkede som generatorer for elektro-motorerne, medens disse under neddykket sejlads fik
kraft fra bådens batterier, der vejede godt 100 tons og blev taget ud, før SPRINGEREN
blev taget på land på Museet.
Farten var både i ned- og uddykket stand ca.16 knob. Båden har 2 skruer. En installeret
snorkel, der opereres på samme måde som periskoperne, muliggør sejlads med
dieselmotorerne, når båden ikke dykker under periskopdybde.
DELFINEN-klassen er de første danske ubåde, der ikke er forsynet med en kanon på
dækket, ligesom de er de første danske ubåde, der er bygget som egentlige ubåde,
d.v.s. både som er konstrueret til hovedsageligt at operere i neddykket stand. De ubåde,
der anvendtes under de 2 verdenskrige, var beregnet til at operere i overfladen (ofte om
natten), og dykkede så vidt muligt kun for at unddrage sig modangreb.
SPRINGEREN er bevæbnet med 4 stævntorpedorør og forsynet med 4 ekstra torpedoer. Under
verdenskrigene måtte chefen for en ubåd sigte med båden, når der skulle skydes
torpedoer. Det var en vanskelig operation, hvor der skulle tages hensyn til bl.a. målets
og torpedoens fart, ligesom det var nødvendigt for ubåden af affyre sine torpedoer på
forholdsvis kort afstand. SPRINGEREN er som den første danske ubåd udstyret med et TCI
ildledelsesanlæg og trådstyrede torpedoer. Ved hjælp af trådstyringen kan torpedoerne
dirigeres og ændre kurs undervejs. Det betyder, at man i modsætning til tidligere, hvor
man for at opnå en vis sandsynlighed for en enkelt træffer var nødt til skyde
torpedoerne i salver, kan nøjes med en enkelt torpedo ad gangen, ligesom man på grund af
torpedoernes store rækkevidde er i stand til at skyde på meget længere afstand.
Besætningen var på 8 officerer og 25 sergenter og menige, i alt 33 mand.
For at give gæsterne et indtryk af livet og forholdene ombord i en operativ ubåd, er
alle de tekniske installationer i SPRINGEREN bevaret, med undtagelse af de 224 batterier.
Illusionen af at befinde sig i en operativ ubåd støttes af et lydbånd, der gengiver den
støj og kommunikation, der var i båden. Hvert kvarter lyder dykkealarmen, lyset slukkes
og den røde natbelysning tændes.
Man kommer ind i ubådens torpedorum, der samtidig fungerede som sove- og opholdsbanje for
besætningen. Det har været nødvendigt at fjerne de fleste køjer, borde og bænke for
at skabe plads for publikum. For at vurdere, hvor lidt plads der var i rummet, skal man
forestille sig i alt 13 køjer samt borde og bænke til 26 mand (2 mand delte én køje,
idet halvdelen af besætningen var på vagt). I dette rum kan man også se bådens anlæg
til nødforsyning med ilt, som skulle bruges, hvis det ved forlis blev nødvendig at fylde
båden med vand med henblik på udslusning.
Gennem en vandtæt dør kommer man ind i en gang, hvor officersmessen med plads til 8
officerer ligger i bagbords side. I styrbords side er der toiletter og kabys.
Fra gangen er der endvidere adgang til sonar- og radarrum samt radiostation. I gangen er
også mandskabets kufferter anbragt. En orlogsgast i DELFINEN klassens ubåde levede i
bogstaveligste forstand ”i en kuffert”. Ved indgangen til kommandorummet ses
luftrensningsanlægget, TCI-anlægget og radarmasten. I selve kommandorummet er der 2
periskoper, et navigations- og et kampperiskop. Herudover er der et plottebord og plads
til to rorgængere. Dybderorgængeren sidder agter i bagbords side, medens
siderorgængeren er anbragt forrest i bagbords side. Gennem endnu en vandtæt dør kommer
man ud i maskinrummet til diesel- og elektromotorer samt manøvreplads. Herfra går man ud
af ubåden i styrbords side.
Under besøget får man et godt indtryk af hverdagen ombord. De barske og snævre forhold,
som besætningen måtte leve under – ofte i ugevis, krævede en stærk psyke og gode
tilpasningsevner, hvis man skulle være egnet til ubådstjeneste. Det var også
nødvendigt, at besætningen var fuldt fortrolig med de mange installationer. Uddannelsen
af ubådsofficer og – chefer var meget langvarig.
Det er ikke uden grund, at SPRINGEREN er blevet Museets store attraktion. Aalborg
Søfarts- og Marinemuseum har med denne båd bevaret et godt eksempel på dansk
skibbygnings know-how. Desværre går denne viden og ekspertise nu til grunde, idet det
politiske forsvarsforlig i 2005 endegyldigt og uforståeligt nedlægger ubådsvåbnet,
uanset at vore kystubåde havde vist sig at opfylde et behov i NATOs terrorbekæmpelse. |
|
|
|